Menu

Velkommen til Tårnby FF Ungdom

Har du har et barn som ønsker at spille fodbold i Tårnby FF, så findes der info her.

I er altid velkomne til at komme til træning for at se om fodbold i Tårnby FF er noget for jer.

Find dit hold og tag kontakt til holdlederen eller træneren for at aftale at du kommer til prøvetræning.

Ønsker du at fortsætte efter prøvetræningerne, skal du trykke på rubrikken "MEDLEMSKAB"  på vores hjemmeside og følg instrukserne.

Når du melder dit barn ind i Tårnby FF, melder du også dig selv ind. Det er et forpligtende fællesskab, og ikke en pasningsordning. Du behøver ikke nødvendigvis blive træner eller holdleder, men din opbakning er vigtig.

Husk at klubben hverken er en forretning eller en offentlig institution - det er et frivilligt fællesskab baseret på engagement omkring en passion. Frivillige hænder gør en forskel for alle omkring holdet.

Tårnby FF er drevet af frivillige kræfter, det er glade amatører med TFF hjerteblod, frivillige forældre og andre ildsjæle og der ligger mange timer i klubben for at få enderne til at mødes.

For at få økonomien og hverdagen til at hænge sammen i klubben, er det netop det frivillige arbejde der er nøgleordet og klubben har en forventning om at alle bidrager med det de kan, i det omfang tid og evner tillader det.

Hvis ikke vi kan få frivillige trænere, trænerassistenter og holdledere er vi ikke i stand til at tilbyde fodbold til alle børn og unge, så enkelt er det.

Tårnby FF er dog så heldigt stillet, at vi år efter år finder frivillige forældre der stiller op, vi har derfor nogle meget dedikerede trænere og trænerassistenter. Husk at at hjælp hjælper.

Vi spiller i "rene årgange", dvs. at din dreng eller pige skal spille med andre som er født i samme år som dit barn.

Trænerne i Tårnby FF er som udgangspunkt forældretrænere indtil U13. Det vil sige, at trænerne er forældre til spillere på årgangene suppleret af de øvrige forældre på årgangene. 

Trænere og holdledere udfylder ved start i klubben en ”indmeldingsblanket” således at blandt andet den lovpligtige børneattest kan indhentes.   

Pligt til at indhente børneattest

Tårnby FF har som øvrige foreninger pligt til at indhente børneattest for personer, der skal fungere som trænere eller holdledere for børn under 15 år, herunder også assistenter og afløsere, såfremt der er tale om en fast tilknytning. 

Hvorfor?

En børneattest for en person skal være med til at sikre, at voksne der er beskæftigede - som frivillige eller ansatte - ikke har været straffet for overgreb på børn.

Hvordan?

I dag er børneattesten digital. Anmodning fra klubben om samtykke sendes automatisk til personens digitale postkasse, som efter log ind med NemID kan give sit samtykke, hvorefter resten sker automatisk og klubben får tilsendt den digitale børneattest.

Læs mere om digitale børneattester på Politiets hjemmeside eller klik her.

 

 

Kan holdlederen eller træneren ikke besvare dit spørgsmål kan du tage kontakt til ungdomsformændene for klubben.

 

Tårnby FF, fodboldklubben på Vestamager med plads til alle.