I mandags blev der åbnet for, at der må spilles kampe og stævner i dansk breddefodbold igen. Kun tre dage efter den seneste opdatering af Kulturministeriets retningslinjer, er de blevet opdateret igen. Opdateringen pr. 10. juni 2020 indebærer en lempelse af forsamlingsforbuddet ved idrætsbegivenheder, som for eksempel fodboldkampe og -stævner, hvor der nu må være siddende tilskuere.

 

 

De nye retningslinjer betyder, at der må være siddende publikummer for eksempel på medbragte klapstole.

De nye retningslinjer gælder for alle kampe og stævner, hvor der normalt er tilskuere, og der skelnes ikke mellem alder og niveau på udøverne.

Grænsen på de 500 personer er inkl. deltagerne i kampen (spillere, trænere, dommere og lignende), og tilskuerne skal altså sidde ned ifølge retningslinjerne fra Kulturministeriet.

Der bør laves et tydeligt opmærket publikumsareal, hvor der maksimalt må være 1 tilskuer pr. 2 kvadratmeter.

Den arrangerende klub af fodboldkampen/stævnet bør have fokus på styring af publikumsstrømme og overvåge dette løbende. Især er det vigtigt at undgå omfattende køer ved indgange og til specifikke lokaler. Og der bør være ansatte eller frivillige til stede, der har til opgave at hjælpe med at overholde retningslinjerne.

 

Alle klubber opfordres til at læse opdateringen af protokollen for Fodboldens Corona-regler grundigt, inden I skal afvikle kampe på jeres anlæg.

 

Husk, at forsamlingsforbuddet på 50 fortsat gælder ved alle træninger, og derfor kan der stadig ikke være tilskuere til stede på jeres anlæg under træning.