Tårnby FF´s historie - 2006

Af: René Thunø
 

Grotten sættes i stand

I vinterpausen før 2006-sæsonen blev Grotten sat i stand og fremstod som et lækkert klublokale, da spillerne kom tilbage efter en velfortjent vinterferie. Nu kunne spillerne før og efter kampene lytte til musik, se fjernsyn, spille dart og måske ikke mindst drikke øl ved borde eller i sofaer. Derudover blev der også lavet et lille rum til tøj og udstyr, og der blev opsat et stort whiteboard, som kunne bruges til bl.a. taktikmøder. Jo, Tårnby FF var en klub i rivende udvikling.

 

Ny træner og nyt hold

Udviklingen kunne også ses på den sportslige front, hvor bestyrelsen havde ansat en lønnet træner, således at træningen kunne optimeres. Hidtil havde det primært været formand Kristian Petersen, der havde stået for træningen, men tonen blev ofte lidt for kammeratlig og mindre seriøs. Manden, der skulle lave om på dette, hed René Christensen. René Christensen blev hentet ind fra Førslev og havde trænet mange klubber gennem årene. Kravet til ham og spillerne var klart: oprykning!

 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
René Christensen fik ansvaret for førsteholdet i 2006.
 

Endnu et vigtigt skridt i klubbens udvikling blev taget med oprettelsen af et andethold. Målet for det var, ligesom for førsteholdet: Oprykning. Andetholdet blev fra sæsonstart styret af Michael Jellesmark, som kombinerede trænerhvervet med at spille på førsteholdet.

 

Som noget nyt havde Tårnby FF haft mulighed for at træne på Tårnby Stadions grusbane i sæsonopstarten. Samtidig havde man fået tilgang af en række spændende spillere, her i blandt de to målmand, Timo Lind og Frederik Prüter samt den teknisk stærke Johnny Laursen. Det så ud til at blive en spændende sæson.

 

Arvefjendeopgør

Klubbens anden sæson bød på mere traditionelle modstandere, end det var tilfældet i den første. FC Nyhavn, Firkantens Bk., B1960, Bk. Hekla, Politiets IF, Bk. Heimdal, Bosna 92, Bk. Vestia, FC Sydhavnen, Vesterbro Alliancen og endelig ikke mindst Wowern, som med andenpladsen i serie 4 havde gjort Tårnby FF følgeskab, var modstanderne i serie 3.

 

Sæsondebuten bød på en 5-2 over B1960 hjemme på Pilen, og allerede i anden kamp ventede Wowern i et opgør som af medlemmerne af de to klubber hurtigt blev betegnet som et arvefjendeopgør, ikke mindst på grund af den fantastiske intensitet i opgørene. Pilen dannede rammen om opgøret, der som ventet blev en tæt affære. Tårnby FF, under den nye træner René Christensen, stillede op i følgende opstilling: Frederik Prüter – Morten Brenøe, Michael Jellesmark, Morten Teglsbo – David Qasem, Sammy Qasem, Jannik Lagermand, Miguel Martin, Johnny Laursen – Danni Petersen og Sami Olabi. På bænken sad Henrik Kristensen, Benjamin Jellesmark og Lars Føhre.

 

Ganske som i de to holds foregående møde på Pilen kom Wowern foran denne gang efter 16 minutters spil. Hjemmeholdet var dog spilstyrende i hovedparten af opgøret og fik ved altid skarpe Sami Olabi udlignet godt ti minutter før pausen, efter oplæg af nytilkomne Johnny Laursen. Kampen så derefter længe ud til at slutte uafgjort, men Tårnby FF var endnu engang onde ved Wowern, og blot tre minutter før tid sikrede Sammy Qasem sejren til Gulddrengene, som dermed var kommet fremragende fra start i serie 3 med to sejre.

 

Vi spiller til sidste fløjt

Sammy Qasem sene sejrsmål mod Wowern var på ingen måde enkeltstående. Tårnby FF havde igennem de to første sæsoner en fantastisk evne til at score indenfor de sidste ti minutter af kampene, specielt når det var nødvendigt. Hele elleve gange på de to første sæsoner lykkedes det at vende kampene til enten uafgjort eller sejr på mål indenfor de sidste ti minutter.

 

Pokalturneringen indtages

Forårssæsonen 2006 bød også på debut i landspokalturneringen, og det gik ikke stille af sig. Modstanderen i første kamp var ellers ikke ligefrem en ønskemodstander. HB fra serie 1 skulle gæste Pilen. Gulddrengene, der i dagens anledning var iført lyserøde pokaltrøjer, vandt sikkert kampen 2-0 på mål af Sami Olabi og Benjamin Jellesmark. I anden runde ventede rækkekollegaen fra Hekla, som også blev sendt hjem fra Pilen med et nederlag, denne gang på hele 7-2. I tredje runde ventede så Skovshoved fra Kvalrækken. Skovshoved kom ikke i stærkeste opstilling men dog absolut i en slagkraftig udgave, men Tårnby FF kæmpede godt for det. Gæsterne kom dog foran efter allerede 12 minutter, men Sami Olabi formåede at udligne efter 34 minutters spil. Denne stilling holdt indtil 13 minutter før tid, hvor gæsterne igen bragte sig foran. Skovshoved havde forinden brændt et straffespark. I slutminutterne fik to Skovshovedspillere advarsler og måtte ud i ti minutter, hvilket resulterede i et tungt pres på gæsternes mål. Trods store chancer ville bolden dog ikke ind, og Tårnby FF måtte forlade pokalturneringen efter en fremragende fight.

 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
Velklædte som altid. Her ses Gulddrengene i de særlige lyserøde pokaltrøjer.
 

Suveræn stil

Selvom det var blevet til exit i pokalturneringen, var der ingen slinger i valsen, når det gjaldt kampene i serie 3. Status for 1. senior efter forårssæsonen var 10 sejre i ti kampe. Oprykningen syntes allerede at være sikret.

 

..men 2. senior haltede efter

For 2. senior gik det ikke helt så godt, og oprykningen så i starten af sæsonen ud til at være en uopnåelig drøm. Michael Jellesmark måtte på grund af opgaver for førsteholdet sige fra som træner, og det efterlod holdet uden træner og kun 7 point i fem kampe i serie 5. Den skadede Danni Petersen overtog træningen i en overgangsperiode, hvorefter det lykkedes at engagere John Lorentsen som permanent løsning. Lykken vendte for 2. senior, og med de to trænere ved roret lykkedes det at hente ni sejre i træk, og derved sikre oprykningen med hele tre runder igen. Det skete hjemme på Pilen med en 4-0 sejr over Bispebjerg.  

 

2. senior mod barndomsklubben

Sæsonens helt store kamp på 2. senior var dog Tårnby FF's første møde med barndomsklubben Tårnby Boldklub i starten af juni måned på Travbanen i Tårnby. Kampen holdt et niveau, der i hvert fald lå over det normale niveau i serie 5 og blev spændende hele vejen igennem. Tårnby FF stillede op således: Timo Lind - René Thunø, René Madsen, Brian Ikonen – Brian Madsen, Martin Jensen, Lasse Hitz, Leon Sørensen, Kristian Pedersen – Stefan Clausen ogKenneth Hansen. På bænken sad Bo Vollertzen, Mikkel Schram og Runge.

 

Gulddrengene kom hurtigt foran ved Stefan Clausen, men Tårnby Boldklub svarede hurtigt igen med to scoringer, det ene på et fælt drop af Timo Lind, der tabte bolden mellem benene. Kenneth Hansen fik udlignet kort før pausen, og de to hold kunne bytte side efter en tempofyldt og intens første halvleg. Kort efter pausen var Kenneth Hansen igen på pletten og bragte Tårnby FF foran 3-2. Herefter var det småt med scoringerne, men tempoet var højt halvlegen igennem, og Tårnby Boldklub kom tættere og tættere på udligningen. Det så imidlertid ud til at gulddrengene skulle holde stand, men blot et par minutter før tid begik René Madsen et klodset straffespark, og udligningen til 3-3 var en realitet. Så forventede de 24 tilskuere på Travbanen i bagende solskin, at kampen endte sådan, men i overtiden blev Stefan Clausen nedlagt i det kriminelle felt efter en flot solotur, og Martin Jensen kunne sikkert sende sejrsmålet i nettet. En fantastisk kamp og en fantastisk 4-3 sejr.

 

FF-cup

Nok holdt turneringen sommerferie, men det betød ikke, at der ikke skete noget i Tårnby FF. Sammen med Amager FF arrangerede man nemlig den første udgave af FF-cup. Seksten hold meldte sig til at deltage et det hyggelige arrangement, hvor hyggeligt syvmandsfodbold og masser af øl og burgere om dagen blev erstattet af lækker mad fra kokken og kæmpe fest om aftenen. Arrangementet blev en kæmpe succes, og alle gæsterne hyggede sig enormt. Blandt gæsterne var i øvrigt FC Nyhavn, rækkekollega fra serie 3, som Gulddrengene gennem sæsonen fik opbygget et godt forhold til.

 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
FF-cupen blev en stor succes. Her ses Grillchef Keld Hansen ved grillen med baren i baggrunden under stævnet. 
 

Efteråret, der bare skulle overstås

Efter en veloverstået sommerferie skulle efterårssæsonen sådan set bare overstås, så man kunne fejre oprykningen. Dette påvirkede tilsyneladende spillernes præstationer, i hver fald blev det til hele tre uafgjorte og to nederlag i efteråret, men ikke desto mindre var oprykningen sikret med to runder tilbage at spille for.

 

To gange oprykning og en ordentlig gang tømmermænd

Oprykningen skulle naturligvis fejres, og fejret det blev den. Da 2. senior allerede havde sikret sig oprykning fejrede holdene sammen, at begge hold nu var sikret oprykning, hvilket blev markeret med indtagelse af ikke så få alkoholiske drikke. Sådanne drukture afføder sædvanligvis tømmermænd, og denne gang var ingen undtagelse. Problemet var bare, at 2. senior næste formiddag skulle møde Tårnby Boldklub i et prestigiøst opgør, der godt nok ikke gjaldt oprykningen, men dog æren og førstepladsen. Det var en sørgelig flok spillere, der mødte op på Pilen næste morgen, og de førsteholdsspillere der nåede at komme sig så meget, at de kom ud og se kampen, var vidner til et sviende nederlag på 10-2. Hvilken fest!!

 

Årets kåringer 2006

Efter en veloverstået turnering for begge holds vedkommende var det tid til uddeling af årets priser. Sami Olabi udmærkede sig ved at tage topscorerprisen for førsteholdet for andet år i træk, og sjovt nok var det igen med 29 scoringer.David Qasem fik flidspræmien på førsteholdet, og Tommy Dresler gentog Sami Olabis bedrift og sikrede sig pokalen for flest fiduspoint for andet år i træk efter endnu en suveræn sæson i forsvaret. Tommys Kollega i forsvaret Martin Lauritsen kom fra baghjul, men kunne efter et flot efterår fortjent lade sig hylde som årets spiller.

 

Martin Pedersen kunne gennem en række stabile præstationer på andetholdet indkassere både prisen for flest fiduspoint og prisen som årets spiller. Brian Madsen fik flidspræmien, men topscorerprisen gik til kenneth Hansen med 12 mål.

 

De sjove præmier gik til Martin Nielsen, årets svedtrøje og Bo Vollertzen, årets kjole, mens træner for 2. senior John lorentzen fik en kasse med franske hotdogs og en halskæde lavet af yankeebarer med henvisning til hans noget usædvanlige madvaner. Til festen blev der også taget afsked med træner René Christensen, som valgte at søge nye udfordringer andetsteds.
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
 
Årets kåringer 2006. Fra venstre er det: Kristian Pedersen, Brian Madsen, Martin Petersen, Martin Nielsen, Martin Lauritsen, Sami Olabi, Kenneth Hansen og Tommy Dresler. Foran er det årets kjole Bo Vollertzen.